Gå træning i AMOK

AMOK starter gå træning op 1. oktober

I løbeklubben AMOK har vi fået øjnene op for det at gå som en træningsform. En træningsform som både styrker din udholdenhed, muskulatur og ikke mindst din kondition, hvis du lærer at gå på en rigtige måde. Det betyder, at vi lige nu tilbyder et træningsforløb på 3 måneder for dig, som ønsker at komme i form eller vedligeholde din træningsform gennem det at gå og gå sammen med andre.

Hvordan kommer gå-træningen til at foregå?
Træningen kommer til at foregå parallelt med løbetræningen i AMOK. Dvs. tirsdag kl. 17.00, torsdag kl. 18.00 og søndag kl. 10.00.
Tirsdag og torsdag er træning med instruktør, som planlægger aftenens træning. Den vil bestå af følgende delelementer: fælles opvarmning, et styrketræningspas bestående af 3-5 øvelser og en gå-runde på ca. 1 km.

En træningsaften kommer typisk se således ud:
1. Introduktion til aftenens træning, samt instruktion i at gå som træningsform (kropsholdning, skridtlængde og kropslig opmærksomhed)
2. Fælles opvarmning bestående af et gå-pas på 1-1,5 km i tempo 10 minutter pr. km
3. Træningspas: 3-5 styrkende øvelser
4. Gå-runde i dit eget tempo
5. Træningspas
6. Gå-runde i eget tempo
7. Træningspas
8. Gå-runde i eget tempo
9. Fælles hjemtur i tempo 10 minutter pr. km.

Du bestemmer selv hvor mange gå-runder og træningspas, du vil gennemføre på en træningsaften. Vi anbefaler 3-6 runder.
Og husk at vi gå-træner i løbetøj og løbesko.

Hvilke ruter går vi på?
Ruterne er fastlagte, så vi er sikre på godt underlag, oplyste ruter og så trafikfrie ruter som muligt. Vi har i udgangspunktet 3 forskellige ruter at vælge imellem:

Rute 1 går fra Hallen på Østre allé, gennem den oplyste del af Østre anlæg, ned til pladsen foran Musikkens hus, langs med fjorden mod øst, til højre op langs Østre Havns indre havnebassin og tilbage til pladsen foran Musikkens hus. Her er bænke og dermed gode styrketræningsmuligheder.

Rute 2 går fra Hallen på Østre Allé, mod øst af Østre Allé, hen til parkeringspladsen ved Øster Sundby Vej, til venstre af Bakkegårds vej op af den asfalterede sti gennem området ved Signalbakken, til højre af Carl Blocks Vej, til højre af Martinus Rørbys vej, tilbage af Øster Sundby vej, hvor parkeringspladsen udgør arealet for styrketræningspas.

Rute 3 går fra Hallen på Østre Allé til Østre anlæg, hvor vi går runder i parken og laver træningspas på træningspladsen. Denne rute er kun tilgængelig så længe det er lyst nok til at færdes fri i parken.

Søndagstræningen består af en lang gåtur af 2 timer (minimum 12. km) med ruteinstruktør, som står for planlægning af dagens rute. Denne gåtur er uden styrketræningspas og foregår i tempo 6-6,5 km. pr. time. Man følges ad de første 9 km. De sidste tre kilometer går man i sit eget tempo.

Hvem er målgruppen for gå-træning?
Gå-træning er:
• for dig, som gerne vil eksperimentere med gang som træningsform – altså for dig som vil mere end blot at gå en tur
• for dig, som drømmer om at komme til at løbe, men måske synes det er for stor mundfuld lige nu. Træningsforløbet forbereder dig nemlig til at kunne komme i gang med at løbe, idet du bygger muskulatur, kondition og udholdenhed op mens du gå-træner
• for dig, som er løbe-skadet og har brug for at holde dig i form og langdistanceform mens din skade heler

Er der et konkret mål med træningen?
Foruden målet om at komme eller holde sig i form, så ja. Hvis du har lyst til at sætte dig et konkret mål, støtter forløbet dig i at gå en halvmarathon (21,1 km) på under 3,5 timer til AMOKs nytårsløb slut december. Du er også velkommen til at sætte dig personlige mål.

Hvad skal jeg kunne og gøre for at være med?
Du skal som udgangspunkt kunne gå 5 km i tempo 6 km i timen / 10 minutter pr. kilometer. Dernæst skal du møde op til træning, hvor du møder enten Marlene eller Dorthe Amalie. Dorthe Amalie Howard er fysioterapeut og Marlene Leig Andersen har mange års erfaring som løber i AMOK, men er nu skiftet til gang som træningsform grundet langvarige løbeskader. Vil du vide mere er du velkomme til at ringe eller SMS’e til Marlene på 50540434.

Hvornår er første træning?
Første træning er tirsdag d. 1. oktober 2019 kl. 17.00. Vi har løbende tilmelding til holdet, så det er aldrig for sent at starte 

Hvad koster det mig at være med?

Pr 1/11-19 koster det 200kr for resten af 2019 og hele 2020.
Det koster 150 kr. at deltage. For det beløb får du træning, klubmedlemsskab af AMOK samt en vand eller øl efter træning, som du kan nyde med dine træningskammerater i Amoks klublokaler. Klubmedlemsskabet giver dig også adgang til deltagelse i klubbens faste aktiviteter 2019 ud. Dem kan du se på vores hjemmeside www.amokaalborg.dk. Her kan du også se, hvordan du melder dig ind i klubben. Inden du melder dig ind, er du velkommen til at være med til træningen et par gange, for at se om det er noget for dig.
Du kan også finde os på facebook: https://www.facebook.com/groups/amokaalborg/

Vi glæder os til at se dig.