Aalborg halv M 2017

28. juni 2017 – En opsamling på Aalborg halvmarathon

At Aalborg Halvmarathon (AAHM) levede op til sit bedste i år, var ikke nogen nyhed, da vi for en uge siden sad samlet til evaluering af løbet i DGI.

Michael Harder, Morten Pilgaard, Finn Lund Lauridsen og undertegnede var alle med til mødet sammen med repræsentanter fra DGI og Aalborg Atletik og Motion
(AAM) samt Aalborg Øst Road Runners (AAØRR).

Selve evalueringen viste, at der ikke var noget at gøre om til næste år. Alt fungerede i store træk, som det skulle, og derfor blev fokus rettet mod eventuelle småforbedringer og justeringer af løbet i år:

  • Målområdet som Morten Pilgaard for andet år i træk var involveret i at planlægge og afvikle fungerede godt. God plads i både start og mål, løberne kom godt fra målområdet over i Karolinelund, god flow i udlevering af frugt, vand og medaljer. Karolinelund fungerede desuden som et super samlingssted med fest og stemning for de trætte løbere. Næste år kan vi bl.a. sørge for lidt flere samarittere. Der var en del som ”dejse”, da de ramte målstregen.
  • Tilbagemeldingerne fra ruten var i top. Et par løbere kom på afveje, men ellers kun gode
    kommentarer om god rute, skønne vejvisere og gennemført organisering fra både
    ruteoveransvarlig Finn og fra de ruteansvarlige, hvor Hans Aage og Leif Påstrup igen i år gjorde en super indsats. Også tak til Mikkel Hastrup for opbakning og hjælp undervejs.
  • Fartholderne fik ligeledes stor ros. Positive, festlige og glade fartholdere og super organisering af tjansen. Michael H endte med at stå for denne tjans, fordi Mette Pilgaard blev arbejdsramt. Æren for super organisering og afvikling, går derfor til dem begge…
  • Sidst men ikke mindst stod jeg for organisering og afvikling af Frivilligbasen i Teater Nordkraft. Også dette initiativ fik pæne ord med på vejen, så til næste år bliver det vis også en gentagelse.

Generelt bidrog vi med et højt engagement fra AMOK’s side. Udover ovenstående deltog vi i ALLE styregruppemøder, rekrutterede hjælpere ud over egne medlemmer og var generelt bare engagerede i at få løbet til at lykkes. Vi var også den klub, som leverede flest frivilligtimer, hvilket vi alle kan klappe hinanden på skulderen for. Der var AMOK’ER på mange forskellige typer vagter og med højt engagement og smil på læben. Der er ingen tvivl om, at vi er i høj kurs hos DGI, og at udgangspunktet for et nyt samarbejde næste år et yderst positivt.

Bedste hilsener

Og på vegne af bestyrelsen og involverede i styregruppen for løbet

Marlene